Ferie
Som elev/lærling er du omfattet af ferieloven, som betyder, at du optjener retten til ferie med løn.
Mens du er ansat, optjener du derfor ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn efter ferielovens almindelige regler. Hvis din uddannelse hører under erhvervsuddannelsesloven, har du også ret til ferie i det første og andet ferieår, efter du er startet.
Hvis du blev ansat før den 1. juli i et ferieår, gælder det samme også for dette ferieår, og du har ret til fuld ferie med løn, selv om du ikke har optjent feriepenge fra et evt. tidligere ansættelsesforhold.
Eksempler
1) Du begynder din elevuddannelse den 1. juli 2011 og har ikke optjent ferie fra et tidligere job. Du kan holde fem ugers ferie fra det ferieår, der begynder den 1. maj 2012 og slutter den 30. april 2013.
2) Du begynder din elevuddannelse 30. juni 2011. Du kan holde fem ugers ferie fra det ferieår, der begynder den 1. maj 2011 og slutter den 30. april 2012.
Hvis du er blevet ansat 1. juli eller senere, og virksomheden holder ferielukket mellem 1. oktober og 1. maj, kan du få løn for max. en uge under ferielukningen. Hvis du har optjent ferie i et andet job, skal du ikke have løn under ferielukningen, men søge om at få udbetalt dine feriepenge fra din tidligere arbejdsgiver.
Hvis du ikke fortsætter i virksomheden efter endt uddannelse, skal arbejdsgiveren betale feriepenge efter ferielovens regler.
